Ny cykelbutik i Dronninglund

Birks Bike Shop Dronnninglund portraet Kasper Nielsen 1

Ny cykelbutik i Dronninglund

Ny cykelbutik i Dronninglund

Birks Bike Shop åbner i Nørregade
Mens butikslokalerne, der tidligere husede Sportmaster, på hjørnet af Slotsgade og Nørregade længe har stået tomme, så kommer der nu nyt liv i en del af ejendommen. Den 25. marts slår Birks Bike Shop dørene op til en 150 kvadratmeter stor butik på Nørregade 2c. Her fristes med alt godt til cykelfolket. Tohjulede til både børn og voksne kommer til at fylde lokalerne, der udover salg og udstilling også omfatter et stort værksted. – Vi glæder os rigtig meget, siger Kasper Nielsen. Han bliver daglig leder af forretningen, som er en pendant til Birks Bike Shop i Brønderslev. Således er Lars Birk også indehaver af den nye forretning i Dronninglund. – Vi sælger cykler til hele familien. Og både med og uden el. Men vi er især stærke på mountainbikes, fortæller Kasper Nielsen. Han slår videre fast, at salget af cykler kombineres med et væld af tilbehør og udstyr. Hvad enten det drejer sig om hjelme, knæbeskyttere og handsker til mountain-bikere eller om reservedele til damecyklen, så er den nye butik et besøg værd. – Vi kommer også til at sælge cykeltøj og sko samt fodtøj til friluftsfolket generelt, fortæller Kasper Nielsen, der er 22 år og bosiddende i Brønderslev. Han håber, at Birks Bike Shop i Dronninglund kan blive lidt af et mødested for cykelfolket. – Vores serviceværksted bliver en stor del af forretningen. Og man behøver jo ikke være kunde for at komme herind. Hvis man bare gerne vil ”sparke dæk” og nyde en kop kaffe over en cykelsnak er man meget velkommen, lyder det fra den daglige leder. Kasper Nielsen oplyser, at der bliver tale om en blød opstart på grund af corona-restriktionerne. - Vi kan jo ikke holde en reception. Men vi åbner med gode tilbud, og vi ser meget frem til at byde velkommen i vores nye lokaler, siger han.